Undersøgelse og Tandrensning

Undersøgelsen hos tandlægen er den regelmæssige kontakt, man bør have til sin tandlæge. Her vil man dels tale om eventuelle gener, man måtte have haft siden sidste konsultation på klinikken, og derudover vil tandlægen/tandplejeren foretage en undersøgelse både klinisk (ved at se i munden) og radiologisk (hvis det vurderes nødvendigt, vil der blive taget røntgenbilleder).

Undersøgelse

Under en undersøgelse vil tandlægen/ tandplejeren dels kigge efter de gængse tandsygdomme som caries, tandkødsbetændelse og parodontose. Men du vil også blive kontrolleret for mere sjældne tilstande, såsom forskellige sygdomme i mundslimhinden (kinder, tunge, gane osv.). Derudover viser forskellige almene sygdomme sig i munden.

Tandrensning

En undersøgelse hos tandlægen/ tandplejeren vil typisk efterfølges af en almindelig tandrensning. Dette skyldes, at tænderne efter en tandrensning er nemmere for dig selv at holde rene. Ved en tandrensning hos tandlægen/ tandplejeren fjernes dels de hårde belægninger, kaldet tandsten, og dels de bløde belægninger, kaldet plak. Hvis plak får lov til at sidde for længe uforstyrret op ad tænderne, forkalker det og bliver til tandsten.

Tandsten har en meget ru overflade og vil derfor være et nemt sted for mere plak at sætte sig. Tandsten og plak irriterer tandkødet, så det bliver betændt. Når belægningerne fjernes, forsvinder betændelsen i tandkødet som regel inden for et par dage. Når tænderne er renset og har fået en glat overflade, vil det være lettere efterfølgende at holde dem rene med tandbørste og tandtråd/ tandstikkere/ mellemrumsbørster. Rene tænder reducerer risikoen for at udvikle huller i tænderne og for at udvikle parodontose.

Hvor ofte skal jeg komme til tandlæge?

En almindelig undersøgelse anbefales det, at man får foretaget årligt. Hvis der er særlige hensyn at tage, vil der herefter blive aftalt et individuelt indkaldelsesbehov afhængigt af, hvad tandlægen/tandplejeren vurderer er nødvendigt for at holde styr på det, der registreres i forbindelse med undersøgelsen. Kontrollerne kan ske med intervaller fra 6 måneder ned til få uger.

Bestil tid

Skulle du have nogle spørgsmål eller ønsker du blot at bestille en tid til undersøgelse og tandrensning hos Tandlægerne Bruunsgade så giv os et ring eller mail os på mail@tandlaegerne-bruunsgade.dk.

86134846